De mange forskellige dialekter er en særlig specialitet i Tyskland. De giver de forskellige delstater deres helt egen charme. Dialekten ledsages ofte af en helt særlig form for humor. Mens folk i den nordlige del af landet dyrker en afslappet stil med hensyn til sprog og humor, har berlinerne dyrket en bevidst fræk måde at udtrykke sig på, mens f.eks. rhinlænderne foretrækker at snakke i munden på hinanden.
Hver type dialekt har derfor sin egen unikke karakter. Selv om mange mennesker taler højtysk i dag, er dialekter stadig populære igen. Der er også komikere og kabaretkunstnere, som optræder på dialekt. Nogle dialekter har endda deres eget navn. Dialekter har ofte et meget specielt ordforråd til at udtrykke en regions måde at leve på. Nogle byers eller delstaters verdenssyn kan udtrykkes meget bedre med dialektale udtryk end med højtyske formuleringer.
Derfor bruger kunstnere, musikere og selv digtere igen dialekt i dag. I modsætning til den konservative bevarelse af sproget, som det blev praktiseret i tidligere århundreder, lægges der i dag mest vægt på sprogets fornyelse og alsidighed. Når musikere trækker på et passende sprog i deres sange, blander de det ofte med ord fra ungdomssprog eller opfinder helt nye formuleringer. Ligesom højtysk ændrer dialekten sig også. At mange tyskere også sætter pris på dialekten, viser en anden ting: Der findes små ordbøger eller endda oversættelser af populærvidenskabelige bøger til mange dialekter. Asterix og Obelix er f.eks. også tilgængelig på schwäbisk eller pfalzisk dialekt.
Mange bruger disse oversættelser som en sjov gave til gode venner. Mængden af dialekter viser kun den særlige mangfoldighed i det tyske sprog generelt. Alle tyskere har visse dialekter, som de sætter særlig pris på, og andre, som de ikke bryder sig om. I nogle kredse anses det endda for god tone ikke at kunne lide visse dialekter. I nogle delstater kan folk godt lide at gøre nar af deres naboer med deres dialekt. Men det er bare endnu et tilfælde af små regionale stridigheder, som i det store og hele styrker Tysklands særlige samhørighed. Sprogforskere har også studeret dialekterne. I det store hele er højtysk faktisk et nyere fænomen end dialekterne. Det var først med udbredelsen af skriftsprog og massemedier, at det standardiserede sprog blev mere udbredt i befolkningen. Men at tale dialekt i dag er ikke længere et stigma sammenlignet med tidligere.
Den eneste afgørende faktor, når man bruger standardsprog og dialekt, er, at man bruger et sprog, der passer til den pågældende situation. Ideelt set bør talere være i stand til at skelne sikkert mellem den mundtlige sprogkode og den skriftlige sprogbrug. Når det er tilfældet, giver dialekt ofte mange gode muligheder for at udtrykke sig mundtligt. Dialekt bruges derfor som en vigtig sproglig udtryksform i alle dele af befolkningen. Når man hører det, kan man nogle gange endda forbinde en bestemt følelse med det. Nogle sprog får lytteren til at føle sig hjemme. Andre former for sprog fremkalder visse stereotyper hos dem. En bevidst brug af sprog kan også fungere kunstnerisk.